Kære samarbejdspartner
2024 går på hæld, og hos Haunstoft A/S har året igen været fyldt med god aktivitet og spændende nye opgaver.
Det har været året, hvor vi i større omfang har haft fokus på små og mellemstore maleropgaver. Det har vist sig at være en god strategi. Nye kolleger er kommet til og vi har, ud over mange nye kunde-relationer, også lukket tre rammeaftaler.
Vi arbejder målrettet mod at få flere malerlærlinge hos Haunstoft A/S. Vi ved, at der i fremtiden ligger et stort ansvar hos os i branchen, til at få uddannet flere unge, dygtige håndværkere, så man fortsat kan forvente at få malere ud med det allerhøjeste faglige niveau.
Sidst – men ikke mindst – er vores fokus på den grønne omstilling øget. Vores vognpark på el stiger stødt. Vi vælger leverandører og materialer, der altid ligger i front med hensyn til grønne mærkninger og en minimal negativ påvirkning på miljøet. Vi har øget fokus på at alle vores materialer bruges helt op og ikke går til spilde. Planen med at donere rester af maling til institutioner og andre, der mangler lidt hjælp til at sætte ”kulør” på deres hverdag, optimeres i 2025. Vi påtænker en ordning, hvor man en gang i kvartalet vil kunne komme forbi vores lager og frit afhente ”Too-good-to-go”–maling.
Slutteligt vil vi takke alle vores samarbejdspartnere og kolleger for et fantastisk samarbejde. Vi vil gøre vores allerbedste for at holde ”næsen i rillen” – og sætte kulør på jeres hverdag og fortsat levere den bedste service og kvalitet – det som har kendetegnet Haunstoft A/S siden 1997.
Årets julegave er skænket som en donation til SMILfonden. SMILfonden er en velgørende forening, der støtter børn med alvorlige og kroniske sygdomme på tværs af diagnoser.
Med ønsket om en glædelig jul og et lykkebringende nytår sender vi hermed dig og din familie vores varmeste hilsner.



























